Viebke & West vinder stor landsdækkende aftale: Skal opruste markant i Jylland

Efter rekordregnskab og historisk aftale med Forsvaret sikrer entreprenøren fra Søborg sig nu en central rolle i omfattende landsdækkende rammeaftale.

Viebke & West A/S har vundet en ny landsdækkende rammeaftale på fraflytningsarbejder for Lejerbo og tilknyttede boligorganisationer.

Aftalen omfatter fraflytningsopgaver i over 12.000 lejemål og dækker blandt andet malerarbejde, gulvrenovering og mindre håndværksreparationer. Viebke & West har opnået en plads på 26 delaftaler og sikret sig førstepladsen på 13 af dem. Det giver en forventet kontraktværdi på over 145 mio. kr. gennem aftaleperioden.

– Det er en stor og vigtig aftale for os. Det er ikke bare volumen, men også bredden i opgaverne, der gør den interessant. Det er en type opgaver, hvor både kvalitet, tempo og organisering skal spille sammen hver dag, siger Mattias Gudmundsson, kommerciel direktør i Viebke & West.

Aftalen løber over fire år med forventet opstart i juni 2026 og indebærer en løbende strøm af opgaver på tværs af landet.

Flere store aftaler på kort tid

Tildelingen kommer i forlængelse af en periode, hvor Viebke & West har markeret sig stærkt i markedet.

Virksomheden har netop leveret sit bedste regnskab nogensinde med en omsætning på over 260 mio. kr. og en markant forbedring af indtjeningen. Samtidig har Viebke & West vundet sin største aftale til dato med Forsvaret, hvor de er blevet leverandør på fem delaftaler i et samlet udbud med en værdi på over 3 mia. kr.

– Vi står et sted nu, hvor vores udvikling begynder at slå igennem. Vi har arbejdet målrettet med at styrke vores organisation og tage en større rolle i opgaverne, og det er det, vi ser effekten af nu, siger Mattias Gudmundsson.

Skal styrke organisationen i Jylland

Den nye aftale har en bred geografisk dækning med opgaver på Sjælland, Fyn og i store dele af Jylland. Og det er især i Jylland, at Viebke & West forventer en markant stigning i aktivitetsniveauet. Og selvom virksomheden allerede er til stede i Jylland, bliver den nye aftale et klart vendepunkt.

– Vi har været til stede i Jylland længe, men den her aftale betyder, at vi skal tage næste skridt. Vi går fra at have en solid tilstedeværelse til for alvor at skulle skalere vores aktiviteter og organisation i den del af landet, siger Mattias Gudmundsson.

Ifølge ham stiller det nye krav til både bemanding og organisering.

– Vi skal være endnu tættere på kunderne og have de rette kompetencer lokalt. Det handler både om at få flere medarbejdere ind, men også om at styrke vores ledelse, planlægning og koordinering, så vi kan håndtere en større volumen af opgaver på tværs af flere lokationer, siger han.

En driftsopgave i stor skala

Fraflytningsopgaver adskiller sig fra traditionelle byggeprojekter ved at være løbende driftsopgaver med højt tempo og mange samtidige opgaver.

– Det er en type opgaver, hvor det handler om at kunne reagere hurtigt og levere ensartet kvalitet igen og igen. Det kræver en organisation, der er gearet til drift i stor skala, og det er netop det, vi har arbejdet på at opbygge, siger Mattias Gudmundsson.

Viebke & West har opnået meget høje evalueringsscorer på tværs af aftalerne, hvilket vidner om en stærk kombination af konkurrencedygtige priser og dokumenteret kvalitet.

Forrige
Forrige

Viebke & West vinder Bornholmsk forsvarsudbud

Næste
Næste

Fra malerforretning til millionforretning: Viebke & West runder en kvart milliard